Region Midtjylland som Energi- og Miljøteknologisk foregangsregion
Region Midtjylland har en stærk styrkeposition på energi- og miljøområdet – særligt inden for vind og biomasseområdet. Styrkepositionen tager sit afsæt i regionens naturressourcer og i den eksisterende virksomhedsstruktur med store virksomheder som Grundfos, Vestas og Siemens og Velux beliggende i Regionen. Hertil kommer, at mange små og mellemstore virksomheder i regionen har specialiseret sig på området. Enten med egne produkter eller som underleverandører. Samtidig er Region Midtjylland den region i Danmark, der har størst beskæftigelsesspecialisering på ressourceområdet energi- og miljø. Hertil kommer at der også er mange uddannelsesinstitutioner med en stærk energi- og miljøteknologisk profil i regionen.
VIND ENERGI:
Vindindustrien i regionen har en international position indenfor forskning i vindenergi. Dette skyldes både de store virksomheder som Vestas og Siemens, som står for en stor del af forskningen i vindenergi. Derudover findes en række offentlige og private videnscentre og rådgivningsvirksomheders i regionen, som også har en høj grad af specialisering på energi- og miljøområdet.
BIOMASSE:
Region Midtjylland har et særligt godt grundlag for at udnytte potentialet fra biomasse da 1/3 af Danmarks landbrugsareal og husdyrproduktion ligger i Regionen. Biomasse er f.eks. halm, træ, biogas og bionedbrydeligt affald. Biomasse bruges som input i mange forskellige teknologier med forskellige slutprodukter. Region Midtjylland har med Århus Universitet en række forskningsenheder på biomasseområdet med højt internationalt niveau. Dette gælder det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, som har fokus på dyrkningsmetoder, energiudbytte og optimering. Århus Universitet har etableret verdens største forsøgsanlæg til biogas og gylleseparation på Forskningscentret i Foulum. Denne kombination af fysiske faciliteter og faglige kompetencer, gør at Region Midtjylland har et særligt potentiale til at blive center for test og certificering af biomasseområdet – hvilket til dels også skyldes tilstedeværelsen af Teknologisk Institut og Agro Tech.
HELHEDSLØSNINGER
Region Midtjylland har flere byer, bydele og kommuner med særlige miljø og energiløsninger inden for kraftvarmeværker, udnyttelsen af varmen i fjernvarmeanlæg, vedvarende energi i transport, lagring af energi ved fremstilling af brint eller andet og endelig dyrkning af energiafgrøder som kan anvendes i energiforsyningen.
Eksempler inden for denne kategori er Århus Kommunes Kommunale Værker, Samsø Energi Ø, Skive Kommune, Brædstrup Fjernvarme, Daka Biodiesel og endelig H2Hub Vestjylland som har forsøg med anvendelse af brint.



